Lir betegner noget som kun tjener det formål at imponere. At lire betyder således at  besidde gear og apparel, som anses for pral. Det kan også bruges som adjektiv, lirens som betegner en person eller en cykel der har meget lir.

I cykelverdenen kan du ikke undgå at blive udsat for lir eller lirens ryttere, og det kan være ret svært at danne sig et overblik. Men hvilket formål tjener lir og pral egentlig? Er det fedt at imponere på baggrund af udseende og udstyr og er det nødvendigt for at være en del af gruppen?

Jeg gad faktisk godt være en af de der kvinder i fodformede sko med rågummisål, som ikke gik spor op i hvordan jeg ser ud. Bare om ting fungerer og om det føles godt. Men helt ærligt så er det altså ikke mig. Jeg elsker at se lækker ud, jeg elsker når jeg bliver lagt mærke til og får komplimenter. Man kan være fristet til at sige, at det ligger til det kvindelige køn, men efter jeg er startet i cykelsporten er det blevet helt klart for mig at mændene er lige så forfængelige som kvinderne. De går op i lir, somme tider mere end de går op i at cykle.

Min første reaktion da jeg blev bekendt med udtrykket lir og det der ligger er, at jeg skal modstå fristelsen og bare træde til i pedalerne. Det er klart at hårdt fysisk arbejde vil belønne sig og jeg vil da få komplimenter for hvor godt jeg cykler, men altså jeg kan lige så godt give op og give efter for min forfængelighed.

For cykelverdenen er fyldt, nej proppet med lækkert apparel og gear, som det kilder i fingrene for at få fat i. Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at vi havde mere vintervejr i DK, for så kunne jeg have mere end mit ene vinter cykeloutfit, eller mere regn så jeg kunne retfærdiggøre flere regnjakker. Af en eller anden grund er cykeltøj bare alt for lækkert. Muligvis har det noget at gøre med at det skal være aero og derfor fremhæver talje og muskler, og så er der jo lige detaljen med at udgå slidsår fra syninger og andre kritiske folder, som stiller høje krav til producenten.

Der findes bare ikke noget bedre end at se sig selv i spejlet  eller på et billede og tænke – hende der – hun ser sgu godt ud. Derfor kører jeg også med makeup, når jeg skal ud og køre social rides med cykelryttere jeg ikke kender. Og derfor matcher jeg min cap med resten af mit outfit. Jeg synes da også det er fedt når nogen genkender noget lækkert lir, især når der ikke er åbenlyst skildring med mærket. Det får mig til at føle mig som en del af en eksklusiv gruppe og det er en følelse man kan blive svært afhængig af.

Men jeg lader det ikke blive en hindring for at komme afsted på cyklen – hvis ikke den rigtige jersy er ren, eller hvis den gode cykel er på værksted, så tager jeg altså stadig afsted.

For mig hører det til cykling som sportsgren, at man gerne må gå op i hvordan man ser ud – og derfor passer den nok så godt til min personlighed. Men jeg synes det er vigtigt at holde for øje, at det også skal være ok, når man ikke går op i det. Nogen er så heldige at de bare ser helt naturligt mega lækre ud på cyklen og slet ikke behøver at gøre noget særligt ud af sig selv. Andre, som fx Cris Froom kan lire alt hvad han vil og stadig ligne gorilla på en havelåge. Til syvende og sidst er det vigtigste at vi føler os godt tilpas når vi cykler og fuldstændig ligesom i skolegården i folkeskolen, er der ingen der skal hånes eller holdes uden for, for ikke at have de samme ting eller gå i det samme tøj som de andre.

Hvad skal forholdet være mellem lir og kilometer i benene? Egentlig er jeg ligeglad. Jeg synes du er heldig, hvis du kan maxe ud på lir selvom du lige er startet med at køre cykel, det handler om, hvordan du bærer det. Det er ikke en konkurrence på lir at køre cykel, så lir alt det du vil, men du skal vide at konkurrencen ligger på landevejen, og før du har vundet respekt her, kan du ikke blande dig i andres lirens niveau.