Af Michelle

Onsdag aften havde jeg den ære at være inviteret ind til Raphas klubhus (og butik) i hovedstadens centrum. Det var en aften kun for kvinder med interesse for cykling og jeg var inviteret til at komme og fortælle om mig selv, min karriere og mine drømme samt helt overordnet at fortælle om det, at være en kvinde i cykelverdenen. Oprindeligt var meningen at det skulle være min holdkammerat, Johanne Marcher, og mig, der skulle fortælle, men hun var desværre syg og derfor blev det pludselig en aften, hvor jeg alene kom i fokus.

Jeg kom lidt tidligt for lige at snakke lidt med de søde mennesker i Rapha og få en kop kaffe, så jeg lige kunne vågne lidt op, jeg var ret træt efter dagens træning. Men jeg fik en lækker kop kaffe på huset og en god snak med Heidi, som stod for arrangementet, så jeg kunne blive klar til at fortælle.

Efterhånden som klokken nærmede sig 18 blev mændene i butikken smidt hjem og det begyndte at strømme ind med kvinder. Kvinder i alle aldre og former med en fælles interesse for cyklingens verden. Små sommerfugle begyndte at sprede sig maven med tanken om, hvor fedt det var at se så mange kvinder, der brændte for det samme som mig og som faktisk var kommet for at høre på mig og min historie. Jeg håbede virkelig jeg kunne formå at nå ind til dem og få fortalt min historie på en måde, der kunne inspirere dem til enten at starte med at cykle eller at holde fast i sporten på trods af udfordringer. Jeg er bestemt ikke trænet i at stå og snakke foran forsamlinger, men jeg har heldigvis en god evne til at håndtere nervøsitet som et værktøj til at holde hovedet skarpt og jeg glædede mig faktisk til at se, om jeg kunne finde ud af det.

Efter alle havde fået lidt tapas på deres talerken og havde fundet sig til rette i lokalet sænkede roen sig over forsamlingen og vi var klar til at gå i gang. Efter en kort introduktion fra Heidi var det min tur til at fortælle. Jeg når lige at tænke ”Fuck… ehm… hvad skal jeg lige startede med??!” inden jeg hører nogle ord komme ud af min mund, der vist nok var mit navn og hvilket hold jeg kører for, og får imens lige samlet tankerne og derfra vidste jeg faktisk præcis hvad jeg gerne ville fortælle.

Uden at have lagt en plan, forud for aftenen, over, hvad jeg ville nå at sige, fik jeg nået rigtig godt omkring det, at være cykelrytter på mit niveau. Jeg følte at alle i forsamlingen var virkelig interesserede i at lytte til mig og jeg fik utrolig lang taletid, hvilket var fantastisk, for så kunne jeg nå at fortælle rigtig meget. Jeg gjorde meget ud af at være hudløst ærlig, for ellers synes jeg ikke historier er særlig fede at høre. Jeg ville gerne fortælle, at det at være cykelrytter på eliteplan jo, på trods af hvad man tror når man skuer det udefra, faktisk langt fra er en dans på roser, men mest af alt ville jeg fortælle, at cyklingen er så meget mere end konkurrence, sejre og egoisme. Mit primære mål for aftenen var at inspirere alle i lokalet til at cykle, ved at fortælle, at min primære drivkraft er lysten til cykle. En lyst, der bunder i alle de dejlige timer jeg har på min cykel i selskab med mine venner. Der er selvfølgelig også en stor del af mig, der elsker at presse mig selv til det yderste og kæmpe for at være den første, der krydser stregen i konkurrencer, men man må aldrig glemme, at det ikke behøver at være på det plan for at man kan elske at cykle. Jeg ville så gerne række hånden ud og vise, at det bare er fedt at cykle, ligegyldigt hvilket plan man har lyst til at gøre det på.

Jeg tror det lykkedes. Efter over en times taletid var det tid til spørgsmål fra de mange fremmødte og her gik det endelig op for mig, at der var en kæmpe interesse fra hele forsamlingen dels for mig, dels for at cykle. Det var en dejlig følelse, der spredte sig i min krop. En følelse af, at vores nyfødte projekt med Vélorina ikke falder helt ved siden af, hvad der er efterspørgsel på og en følelse af at rigtig mange kvinder cykelsporten af de samme grunde som jeg.

Jeg selv fik også lejlighed til, at spørge ud i forsamlingen, om udfordringerne i at starte som helt grøn, hvilket gav et godt grundlag for Katrine og mig til at lægge en rød tråd for vores projekt fremadrettet.

Alt i alt, var aftenen en dejlig oplevelse for mig og jeg føler også det var en god aften for alle, der var mødt op. Mest af alt gik det op for mig, at jeg faktisk har et godt grundlag for at fortælle om cykling, jeg har jo været i sporten størstedelen af mit liv. Jeg nåede ikke at fortælle røverhistorier og slet ikke at fortælle alt hvad jeg ville, selvom jeg nåede meget, så jeg vil gribe enhver chance fremover til at få lov at fortælle og dele ud af mine erfaringer!