Af Katrine

En skøn kold søndag morgen i februar iklædte jeg mig passende kit, og en lille madpakke og satte afsted mod en savnet søndagsklubtræning med ABC cykling. Jeg følte mig stærk og motiveret til at komme igang med hård træning efter en periode med smerte i knæ og baglår, der havde betydet en lidt længere vinterpause fra klubtræning en først forventet.
Jeg har netop tegnet konkurrencelicens for 2019 og mine ben har som følge heraf ligesom fundet et gear mere. Jeg glæder mig til landevejssæsonen 2019!

Billedet er taget få minutter før mit styrt. Som I kan se var det skønt vejr og dejlige omgivelser.

Men sandt at sige så endte den træningstur ikke helt som forventet. Søndag eftermiddag vågnede jeg meget forvirret og forslået i en hospitalsseng på Hillerød sygehus med kun et svagt minde om at stødt på en af mine klubkammerarter.

Senere har jeg ladet mig fortælle at min skærm eller mit hjul har fanget en af mine klubkammerarters bagskifter og blokeret mit forhjul. Som konsekvens blev jeg slynget ud over cyklens styr med venstre tinding og skulder direkte ned i asfalten. Jeg blev ikke slået direkte bevidstløs, men var meget forvirret og bange, og selv har jeg absolut ingen hukommelse fra noget af dette eller det følgende. En ambulance tilkaldtes og jeg blev kørt til Hillerød sygehus, hvor jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler og først efter nogle timer, kom jeg til mig selv igen. Grundet mistanke om hjerte problemer beholdt Hillerød og senere Hvidovre mig i tre dage, hvorefter jeg siden har restituerede fra mine forældres- og siden min egen lejlighed under kærligt opsyn af familien. Diagnosen er kraftig hjernerystelse med hukommelsestab og en forstuvet skulder, men alle tænder og knogler er intakte (Heldigvis!).

Få timer efter styrtet, hvor jeg ligger på Hillerød akutafdeling. Mit cykeltøj er klippet af mig og ligger i de blå poser.

Det er nu 14 dage siden og jeg har haft en periode med totalt skærmforbud, men er stille og roligt over den sidste sidste uge begyndt at introducere korte perioder med skærmtid. Ingen skærm har givet mig utrolig meget tid til at tænke og reflektere, især om det der lige er sket, og jeg vil gerne lukke jer ind i de tanker som er affødt af mit styrt og de oplevelser, der har fulgt med.

1: Styrt er en del af cykling
Det kommer jo ikke som en overraskelse for nogen at det at styrte er en risiko man løber, når man sætter sig op på sin cykel. Derfor tager vi også vores forholdsregler fx med hjelm, vedligehold af udstyr og uddannelse i at køre sammen.
Hvis man skal gøre det op i sandsynligheder, så er risikoen for at falde jo direkte afhængig af, hvor lang tid man bruger på en cykel. Så jo mere tid jeg har brugt på cyklen des mere har tanken i baghovedet gjort mig opmærksom på at riskoen for et uheld blev større. Jeg har tendens til katastrofetanker og har brugt en del energi på at frygte, hvordan det vil være et styrte på cykel. Det er jo ikke fordi jeg ikke har været væltet på min bycykel, med det er ligesom noget andet med racecyklen. Når jeg tænker på landevejscykelstyrt så ser jeg for mit indre blik en professionel cykelrytter der ligger i mellem andre cykelryttere i en massestyrt med en smadret hjelm, blod fra tindingen og hudafskrabninger op og ned af arme og ben. Jeg har beroliget mig selv med, at det jo ikke er alle styrt der er så dramatiske. Men den der uvished og ikke at vide, hvad man skal forvente har virkelig gået mig på. Spørgsmål som: vil jeg kunne cykle igen bagefter? Bliver jeg bange for at cykle? Taber jeg hele formen? Mister jeg motivationen? har fyldt meget. Derfor er jeg faktisk også bare lettet over at det første styrt nu er overstået. Jeg ved godt at det måske lyder mærkeligt, men i ridesporten hvor jeg har slået mine folder i 15 år, har man den indstilling at man skal falde af 100 gange før man kan kalde sig en rigtig rytter, og man ved det kommer til at ske. Jeg tror det er det samme, der har givet mig denne indstilling to cykelsporten, og nu hvor mit fald er sket, kan jeg forholde mig meget bedre til den risiko jeg udsætte mig selv for – og jeg føler jeg forstår det aspekt af at være en cykelrytter.

2: Omssorg og kammerartskab
Den anden ting jeg har reflekteret over i forbindelse med mit styrt er den grad af kammerartskab og omsorg jeg har mødt. Jeg kan dele det op i tre segmenter: cykelverdenen, nærmeste familie og sundhedsvæsnet.
Lad mig begynde med cykelverdenen. Her er det mine klubkammerarter fra ABC, der har spillet en helt afgørende rolle både for mit behandlingsforløb, men også for min motivation for at komme igang igen. Jeg har modtaget utallige beskeder og opkald om god bedring og omsorgsfulde råd. Både på selve ulykkesstedet, i ambulancen og dagene efter har jeg haft tæt kontakt til både mænd og kvinder fra ABC, som har hjulpet mig med at stykke tidslinjen sammen og give mig opmuntrende ord med på vejen. Det betyder helt vildt meget at have et bagland, der bekymrer sig om, at jeg kommer tilbage på cyklen, og det er den bedste motivation. Og omsorgen og opmuntringen har ikke været begrænset til klubben, men også alle cykelvenner jeg har gennem socialemedier og andre platforme har send varme og kærlige hilsner.

Robert, som kørte med i ambulancen, sørgede for at alle implicerede var underrettede og rørende mange sendte deres bedste hilsner.

Jeg er ny cykelrytter, og min familie er blevet tvangsindlagt til at leve med min pludseligt opståede, og til tider lidt overvældende passion for cykling. Derfor var jeg lidt nervøs for, at en sådan ulykke ville give dem det perfekte argument til, at jeg skulle drosle lidt ned med cykling og måske lægge det lidt fra mig. Men tvært i mod. På trods af den noget voldsomme forskrækkelse det er at blive ringet op en søndag og få at vide at ens kone/datter er på vej, ilde tilredt, til hospitalet med ambulance , så har jeg ikke hørt et eneste cykel-skeptisk ord og alle i min familie støtter op om, og opfordrer mig til at komme tilbage på cyklen igen. Det vidner også om at dem der kender mig bedst, kan se hvor stor glæde det giver mig at cykle!

Det tredje sted jeg har mødt omsorg og støtte har været i sundhedssystemet og i relation til sygemelding på mit arbejde. Og dette skal ikke være en lang smøre men blot en kort bemærkning om, hvor heldig og priviligeret jeg føler mig ved at bo i et land, hvor jeg uden økonomisk bekymring kan blive undersøgt og behandlet på hospitaler og ikke skal frygte for min jobsituation fordi jeg står overfor en tidsubestemt sygemelding fra mit job. Skud ud til de danske hospitaler, jeg synes det er imponerende at I kan løbe så stærkt og stadig give så omsorgsfuld pleje som jeg oplevede i de tre dage jeg var indlagt – tak for det.

3: Heling på speed
Hvor er kroppen en helt fantastisk og forunderlig skabning! Det at være i god form giver virkelig den bedste basis for at kroppen kan hele. Billederne herunder viser, hvor hurtigt huden kommer sig og man finder tilbage til sin gamle skikkelse. Hvad man ikke kan se er, at efter 3 dage havde jeg faktisk ingen smerter andet end i skulderen, som her 14 dage efter kun gør meget lidt ondt og snart kan køre på cykel igen.

Få timer efter styrtet
Dagen efter styrtet
8 dage efter
14 dage efter

4: positive tanker og op på hesten igen
Det er jeg nok er mest bange for ved at komme til skade med cyklen, eller ved at være skadet i det hele taget, er at det vil sætte en stopper for min motivation for at cykle eller tage den glæde fra mig, som jeg er blevet så afhængig af. Men det er gået op for mig, at jeg langt hen ad vejen selv er herre over, hvordan sådan et skadesforløb udvikler sig. Selvfølgelig kan man være meget uheldig og det kan være frustrerende, men jeg har haft virkelig god effekt af at beholde et meget positiv og lyst syn på situationen. Og jeg har især brugt meget energi på at formulere alle de ting, der er gået godt i mit forløb, og der hvor jeg har været heldig, for på den måde at tage fokus væk fra det negative. Jeg kan også mærke at det gør, at min omgangskreds gerne vil være en del af min rehabilitering og engagerer sig i mine fremskridt, og det er en kæmpe støtte for mig. I sidste uge var jeg to gange på hometraineren og i weekenden har jeg været på to vandreture i de Nordnorske fjelde, og hvis det ikke var fordi jeg lige har tiltusket mig en slem forkølelse så skulle jeg helt sikkert på hometraineren igen idag. Ligesom i hestesporten så kan det ikke gå for hurtigt mege at komme op på hesten igen, så mon ikke jeg også er klar til landevejen snart?

Vejen tilbage til landevejen er ikke kun via cyklen, al bevægelse tæller og i weekenden var jeg på den smukkeste “topp tur” i Tromsø, helt uden nogen problemer med min hjernerystelse. Jeg er snart så god som ny!