Af Katrine 

Ja, så gik den sommer. Pludselig er det efterår og skoven står i flammer. Corona florerer i bedste velgående og det føles som om det var et splitsekund siden jeg sidst satte mig ned og skrev om mine anbefalinger til køb af ny cykel. Både Michelle og jeg har haft en travl sommer, hvor cykling har stået lidt i baggrunden. For mig har det handlet om to store ting: at færdiggøre min PhD og at flytte til Stockholm (!). Jeg tænker vi nok skal komme tilbage til det en anden dag, men nu hvor efteråret er kommet, så tænker jeg det er ved at være tid til at jeg skriver lidt om min nyopdagede glæde ved gravel cykling, som passer perfekt til at komme ud i skoven og nyde årstidens skiften.

Uendelige grusveje i Atlas bjergene.
Foto: Peter Meciar

For mig begyndte det med et Isadore photoshoot i Marokko. Jeg blev spurgt om jeg ville være med til at skyde nogle gravel specifikke billeder. Mig og min kæmpe ja-hat sagde begejstret HELL YEAH. Men efter jeg så vejene vi skulle køre på må jeg indrømme jeg trak lidt i land. Stenene var store som citroner, der var huller og stejle bakker. Min cykel karrierer har hidtil udelukkende budt på glat og fin asfalt og aller højest med et hul hist og her eller en kort strækning med fint og hårdstampet grus. Nu skulle jeg turde køre med klikpedaler i dybt sand, med store sten på en ny cykel jeg aldrig havde siddet på før. Ja, jeg inderømmer jeg faktisk havde mareridt, men jeg overvandt det og blev meget betaget af fleksibiliteten i den slags cykling, hvor man ikke er bundet til vejen, og hvor eventyret er i fokus. I juni i år fik jeg en Standart Pfadfinder Stainless steel gravel cykel i PhD gave og det var begyndelsen på graveleventyret. Her er min beretning og begyndelsen med op og nedture.

Det hele startede med et fotoshoot i Marocco
foto: Peter Meciar

Hvad lægger jeg i ordet GRAVEL?
Gravel, Cross, Cx eller Grus – hvad skal vi kalde det? Det har jeg faktisk spurgt mig selv om mange gange. Er en fin stampet grussti gravel? Eller hvad med en rigtig dårlig asfaltvej med masser sat småsten? Eller et mudret spor i skoven? Gravel betyder vel egentlig grus – men jeg føler at det dækker over mere. Altså muligheden for ikke at være begrænset af udstyrets formåen og dermed friheden til at udforske landevej, grus, mudder og “off piste” veje. Og det er altså fedt. I sensommeren kørte min mand og jeg på eventyr på nyhøstede stubmarker og på stranden. Vi kørte med recycles på spor på Vestvolden vest for KBH og vi strak ud på grusstier i Hareskoven. Vi var på jagt efter nye udsigtpunkter, sjove situationer og gode minder. Det handler alt i alt om at udvide rammen for eventryet.

Græsmarker i sensommeren minder mig om en tid hvor jeg primært så naturen fra hesteryg.

Skal jeg nu have nyt udstyr?
Ikke nødvendigvis. Det er selvfølgelig fedt med en specifik gravelcykel. Har er der typisk en anden geargruppe der minder mere om mountainbike grupper, plads til bredere dæk og skivebremser. Men for at cykle på almindelige grusstiger kan man sagtens køre på sin landevejscykel. Det kan være en sjov måde at variere sine cykelture lidt hvis man skyder genvej gennem skoven, men hav slange og pumpe med. Du kan evt skifte til nogle bredere dæk, der er modstandsdygtige overfor punktering og have lidt mindre luft i dem. Det vil selvfølglig tage lidt at farten på landevejen, men det altså det værd. En anden mulighed er at få en gravelcykel som også kan være din vintercykel. Der er plads til fuldskærme og du kan have et ekstra hjulsæt, som du kan sætte på hvis du skal køre udelukkende på landevej. Da jeg kørte licens ville jeg nok ikke gå med denne løsning, men nu hvor jeg kører motion, så fungerer det fint. Min stål cykel er selvfølgelig tungere end min gamle carbon vintercykel, men det går fint, så længe jeg ikke skal holde hjul på de stærke licens herrer.
Pedalerne og sko er lidt anderledes, fordi de klassiske cykelsko med landevejsklamper ikke egner sig så godt til at klikke ud midt på en bakke og sætte klampen lige ned i en mudderpøl eller en vandpyt.

Var klar på at blive mudret
foto: Søren Svendsen

Er det bare lutter sjov og ballade?
Det går op for mig at denne post godt kan give et lidt jubelidiot indtryk. Men altså, jeg synes ikke det bare er easy peasy det hele. For det første synes jeg det er mega hårdt. Vi kører meget langsommere end på landevej, men mine ben syrer, min core er udfordret og mit hoved bliver helt bombet af at koncentrere sig om at orientere sig på vejen. Der glæder ikke de samme taktiske tricks på grus som på landevej, hvor man kan ligge i læ. På grus er der hver mand for sig selv og jeg kan godt mærke at jeg må blive bedre til at give den gas over korte perioder, for jeg bliver konstant sat. Jeg bliver især sat på nedkørsler, fordi jeg simpelhen ikke tør køre så hurtigt nedad. Men altså det er jo også en del af det sjove og spændende ved at prøve noget nyt – det siger jeg i hvertfald til mig selv når jeg igen forsøger at indhente gruppen fordi de er mange meter foran mig. 

Jeg tror (og håber) på at gravelcykling kommer til at gøre mig bedre på landevejen, for jeg kan mærke jeg bliver meget mere en forlængelse af cyklen. Jeg lærer hvor vægten skal ligge for at komme rundt i et sving, at man bare skal køre til, hvis man kører gennem sand, og at man ikke slår sig hvis man tilter på en stejl bakke, fordi man er gået helt i stå.

Dybt sand kan være udfordrende..
.. det kan ende sådan her.

Alt I alt kan jeg bare sige at hvis du ikke har prøvet gravel endnu, så er tiden til det. Det er en perfekt vinterbeskæftigelse. Hvis du gerne vil køre sammen med nogen så kan jeg anbefale Recycles på Vesterbro, som kører hver lørdag kl 10. De har et helt genialt koncept hvor alle er velkomne – fang dem på facebook: Recycles Social. De forhandler i øvrigt også rigtig gode Gravelcykler fra BenBen, hvis du er på udkig efter en ny cykel.

Post Gravel Smil
Foto: Søren Svendsen

Denne post indeholder indirekte reklame for: Isadore apparel (gratis tøj), Standart Bicycles (rabat på cykel), Suplest Shoes (rabat på sko).