Af Katrine

Hjemme i stuen står en sprit ny cykel og funkler og venter på det stopper med at fryse, så de stopper med at salte. Indtil da kører jeg på min trofaste Cube, som nu får status af vintercykel (tænk engang, jeg troede aldrig nogensinde jeg skulle have en vintercykel!).

Helt ærligt har jeg moret mig ret meget over, hvordan folk kan være helt kulrede, når de skal have en ny cykel. De snakker ikke om andet, og måske bliver de endda hjemme fra arbejde for at tage imod den. Det er jo bare en cykel – ikke?

Men, glem det! Det er jo ikke BARE en cykel, det er et vaske ægte crush der går i opfyldelse.

Prøv lige at tænke tilbage på folkeskolen, hvor man havde et hemmeligt crush på en af de søde drenge fra B klassen. Du havde måske gået og kigget efter ham hele 6. klasse og så pludselig en dag i 7. lige efter sommerferien kyssede I bag legestativet i skolegården. Det er nok sådan jeg har det med min nye Canyon cykel.

Ja, det er ok du griner, men den her cykel har jeg haft i kikkerten lige siden jeg åbnede op for tanken om nogensinde at begynde at cykle. Jeg synes bare den er skide lækker. Jeg havde slået alle tanker om den ud af hovedet. For det første er den ikke helt billig, og jeg havde jo en carbon cykel, som godt nok var lidt stor, men som jeg klarede mig fint med. Jeg havde aftalt med min mand, at jeg først skulle have en cykel, når jeg har cyklet 10.000km på den gamle. Det var en aftale jeg indgik, for det første fordi jeg ikke havde nogen anelse om hvor langt tid det ville tage mig at cykle 10.000 km, og for det andet fordi jeg synes det giver rigtig god mening først at skifte en ellers velfungerende cykel ud med en ny, når det virkelig er nødvendigt.

Men altså en helt almindelig mandag aften efter aftensmaden. Vi sidder i sofaen med hver vores computer og pludselig henter Jannik det store dankort frem.  ”Hvad køber du?”, spørger jeg. ”En ny cykel til dig”, siger han bare og vender computeren så jeg kan se hvad der er på skærmen. Og der kyssede mit crush mig i skolegården. Det var præcis den cykel jeg ønskede mig!

Få dage senere kom den i en flot kasse og rigtig nem at samle. Jeg var selvfølgelig nødt til at blive hjemme fra arbejde for at tage imod den, og kunne ikke vente med at komme ud og køre på den. Men vejret har været meget koldt og der er blevet saltet rigtig meget. Jeg er fast besluttet på at det ikke skal være en cykel, der kun skal bruges når det er godt vejr, og den skal nok nå at komme ud i regn og rusk, men jeg vil nu gerne forskåne den for en jomfrudåb i saltet smeltevand.

Så altså – jeg må jo nok endnu engang erkende, at jeg er ved at blive til en af de der cykelnørder, der bliver hjemme fra arbejde for at tage imod en ny cykel. Men altså – I skulle prøve det!