Af Katrine

I vinter da jeg besluttede, at jeg ville melde mig ind i en cykelklub, da besluttede jeg også at alt min træning på en eller anden måde måtte have et mål. Det skulle være et ambitiøst mål, men også et realistik et. Derfor tilmeldte jeg mig og min mand til 137km ruten til Grejsdalsløbet. Jeg havde godt hørt rygter om at det var en hård rute med mange højdemeter (omking 1500) – så den levede op til mit mål om at skulle være ambitøs. Min længste distance til dato er 160 km, men da jeg kom af cyklen efter de 160 var jeg helt smadret. Altså denne gang ville jeg træne efter at kunne have en dejlig dag på cyklen med min mand, og nyde naturen og så tage bakkerne i mit eget tempo.

Det gik så ikke værre eller bedre, end at min mand ikke fik trænet siden vores tur til Mallorca i påsken. I og med at jeg har lagt en ret seriøst træning for dagen hele foråret, legede jeg derfor med tanken om at overtale ham til, at det var en god ide, at jeg kørte med Sildene fra ABC i stedet. Med en god portion kvindelist, fik jeg ham til selv at foreslå, at det nok var en god ide, og jeg hægtede mig på en erfaren gruppe der bestod at to andre seje sild og et vedhæng i form af den enes mand.

De tre Grejsdals-sild få minutter før start

Helt ærligt var jeg ved at skide i bukserne af nervøsitet om morgenen inden start. Men som altid var det helt uden grund. Jeg er vant til at starte til løbe motionsløb (altså den slags i løbesko), hvor starten altid er rigtig hektisk, man skal stå i kø i uendelige tider for at nå og tisse af, og man skal stå bag sin ballon i 100 år og fryse for at være sikker på man kommer i den rigtige gruppe. Men her herskede der, til min overraskelse, en ophøjet ro. Alle trissede rundt på deres cykler, gjorde de sidste justeringer og talte med hinanden. Skøn stemning og helt ukompliceret! Vi stille til start når det passede og så var vi afsted.

Og ja, ruten var hård men benene var gode. Det var lidt udfordrende at ligge sammen med de store grupper af motionister, som alle kører med forskelligt niveau og som giver tegn på forskellige måder. Det var lige ved at gå galt da en rytter bremsede hårdt ud af det blå midt på lige vej foran den ene af mine Silde-kammerater. Hun nåede hurtigt at reagere, men rytteren bagved måtte svinge ud og var lige ved at klippe hendes baghjul med sit eget forhjul. Heldigvis fik alle rettet op og vi kørte videre, men holdt lidt mere afstand til de andre efter det.
Desværre var der hele 3 ulykker til løbet, der krævede ambulancehjælp (og en enkelt helikopter) og vi måtte på et tidspunkt vente i et kvarter på at komme forbi en ambulance, der hold på vejen og skabte en flaskehals for de næsten 3000 ryttere, der kom susende ned af en god bakke. Risikoen ved cykelsporten kommer farligt tæt på, når man ser ulykker som disse, og det skal minde os om, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og ikke tager nogen chancer når vi skal dele asfalt med biler og andre traffikanter.

Men trods forskrækkelser så var humøret højt og vejret bragende flot. De sidste 30 km trak vores lille firemandsgruppe med skiftende føringer en større gruppe på omkring 45 mand, der få kilometer inden mål, måtte slippe. Vi var ret stolte skal det siges. I mål stod min søde mand og min familie og gav kys. Alt i alt var grejsdalsløbet en kæmpe success og et virkelig godt arrangeret løb, som jeg helt sikkert vil komme til igen.

I mål mødte vi et par Seje Sild, der havde kørt 80 km ruten og også var kommet godt i mål

Dagen sluttede mindre godt med at den bil der skulle transportere os og cykel hjem brændte sammen på vej op ad en bakke og vi måtte vente på Falck, som kørte os hjem med bilen på ladet. Skulle hilse at sige at der er ret langt fra Vejle til KBH med 80km i timen.  Ikke den bedste afslutning, men vi holdt humøret højt ikke mindst fordi der var gratis astronaut-is på tankstationen vi tilfældigvis var gået i stå ud for.

Turen hjem blev lidt lang da Renaulten ikke kunne klare vejles bakker

Faktisk var Grejsdalsløbet så stor en success at vi gentog hele herligheden, nu med et lidt større hold ad Sild til Skjoldnæsholmløbet i Roskilde to weekender efter. Ruten var 145 km scenisk istidslandskab med lidt færre højdemeter (ca 900) som dog viste sig at være rullende bakker frem for de voldsomme stigninger vi havde kørt på ved vejle. I og med vi var en lidt større gruppe denne gang kunne vi lettere have dannet et lille felt sammen, men der gik ikke længe før et par mænd havde hægtet sig på os og som kilometerne skred frem blev de mere og mere integrerede i gruppen og vi blev til sidst en gruppe på ca 7-10, der skiftedes til at tage føringer. Det var fantastisk at ligge der sammen med folk man knap kender og så går samarbejdet op i en højere enhed, samtidig med vi grinede og havde det sjovt sammen. Selvom benen føles lidt som gummi og bagdelen i dagene efter minder én om de næsten 5 timer i sadlen, så føles turen ret kort, når man kører med gode venner.

Alt i alt to virkelig fantastiske motionsløb som har min varmeste anbefalinger!

Skjoldenæsholm – samarbejde er vigtigt for at få alle med hjem

Skjoldenæsholm – smilet er ikke kun i anledningen af fotoet