Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke kun er nybegynder cykelrytter, jeg er også nybegynder blogger. Og selvom jeg siger til mig selv at det at skrive på bloggen skal være for min egen skyld, må jeg nok indrømmer at det jo klart er sjovest hvis nogen læser med. Men hvordan i hele hule helvede tager man hul på den byld at få spredt budskabet?

Benarbejde er jo klart en fordel, men jeg har tit tænkt på at det kunne være virkelig fedt at få nogle Kvindelige Pro-ryttere featured på bloggen. Som i enhver anden sportsgren bliver de professionelle idoliseret og set op til og jeg føler at dette kan være anledningen til engagement og motivation i sporten. Derfor har jeg hele tiden drømt om måske at finde en Pro kvinde, som jeg kunne interviewe, måske få lidt in-sight fra feltet. Nu er det jo ikke fordi vi svømmer i pro damer, der får timevis af spotlight og omtale, som det ses i den mandlige del af sportsgrenen. En ting er dog helt sikkert, vores kvinder er mindst lige så seje og der er al mulig grund til at se op til dem og blive inspireret af dem.

Heldigvis er jeg mere eller mindre tilfældigt faldet over en pro kvinde. Den super seje Michelle Lauge Quaade. Michelle kører for Team ”Rytger powered by cykeltøj-online.dk” og hun synes heldigvis at Vélorina er en mega god ide.

Derfor er det også med hænderne langt over hovedet, at jeg glæder mig til at afsløre følgende: Michelle Lauge Quaade vil fremover være fast inventar her på Vélorina.dk!

Michelle skal bringe lys over mange af de dumme spørgsmål en nybegynder som mig måtte have og forhåbentlig være med til at højne niveauet betydeligt.
Michelle er en skøn og sjov personlighed, som jeg glæder mig til at lære rigtig meget bedre at kende og lære en masse af.

Jeg håber I vil tage godt i mod hende!