Af Katrine

Jeg har virkelig passet på min vintercykel og vasket og plejet den, så den skulle holde hele sæsonen ud og gerne til at kunne blive brugt af min far hen over sommeren. I går begyndte den så at lave nøkker. Når jeg bare lægger det mindste pres på pedalerne er det som om kæden ikke tager ved på klingen foran (kranken) og jeg træder ligesom for hurtigt igennem. I kan nok forestille jer, hvordan det føles mellem benene, når foden pludselig forsvinder under én – av. Det sker typisk, når jeg starter fra kryds, skal accelerere aller køre op ad en bakke. Hvis jeg træder rigtig god igennem falder kæden helt af og jeg må stoppe og sætte den på igen. Den sætter sige nogle gange fast mellem rammen og tandhjulet og kan være svær at få fri.

Det i sig selv er frustrerende. Af og på, op og ned, forsigtig, forsigtig i laveste gear, og alligevel sker det igen. Til sidst blev jeg lettere hidsig og arrig af konsekvent at måtte hoppe af og lægge signifikant længe tid til min morgencykeltur.

Det andet der frustrer mig er at jeg ikke ANER hvad der er galt: kan jeg køre videre uden at ødelægge noget? er det noget der kan laves? Er det noget med kæden? Er det noget med kranken? Eller er kæden mon bare møg beskidt? Eller bare slidt?  Det tredje ,der frustrerer mig, er at jeg simpelthen ikke har tid til at mangle min vintercykel. Det fjerde der frustrerer mig er, at jeg havde en aftale med en gruppe piger om at skulle ud og køre i aften – det må jeg aflyse nu. Det femte der frustrerer mig er at solen skinner og jeg ville sindssygt gerne ud og cykle.

De her frustrationer tilsammen gjorde mig i godt gammeldags dårlig humør i går. Man må jo nok se i øjnene, at når man bruger så meget tid på cykling, og når man gør sig selv og sin hverdag afhængig af cyklen på den måde som jeg har valgt, kan det ikke være lige sjovt altid. Det kunne jeg måske have sagt mig selv, men det gør jo ikke en mindre frustreret.

I går aftes da jeg gik i seng blev jeg ved at slå mig selv i hovedet og mene at det var min egen skyld at jeg lod cyklen ”gå i stykker”, men her til morgen har jeg tænkt lidt over det igen.

For det første så stoppede jeg lige op og tænkte over hvor heldig jeg er at jeg endelig har fundet en fritidsbeskæftigelse, som gør mig så glad, at når jeg ikke kan udføre den, så bliver jeg i dårligt humør.

For det andet, så indså jeg at det nok ikke har noget at gøre med at være nybegynder, at min cykel har sat ud. En cykel der bliver brugt så meget i al slags vejr bliver slidt og sliddele skal skiftes. Det er højst sandsynligt tilfældet med min cykel at kæden eller kranken er slidt. Jeg kan mærke at jeg bliver ret nervøs hver gang der sker noget med cyklen jeg ikke har prøvet før, og jeg synes det kan være ret uoverskueligt. Som regel når jeg så har fået lavet det der nu var problemet, så finder jeg ud af det slet ikke var så slemt. Så mon ikke det også er tilfældet nu.

Jeg er heldig at omgive mig med mennesker, der kan hjælpe mig med at finde den bedste løsning, men jeg må nok forberede mig på at jeg i nærmeste fremtid på bruge lidt til at på få den op og køre igen – det er jo ikke noget man kan planlægge med. Jeg kunne jo vælge at indlevere cyklen til en mekaniker, der sikkert vil fikse på kort tid, men det ville jeg jo ikke lære noget af.

Så nu beslutter jeg mig for at jeg ikke gider at lade mig frustrere over at jeg skal fikse min cykel eller at vejret ikke tillader at jeg bruger min nye cykel endnu og bare tage tyren ved hornene. Så nu krydser jeg bare fingre for varmere vejr i nærmeste fremtid! Indtil da får I et billede af det sørgeligste syn i verden – en racer cykel i et s-tog.