Mine søde veninder har bemærket at meget af min tankevirksomhed er blevet rettet mod cykling i den sidste tid og derfor gav de mig en skøn bog med samme titel som denne post: Sort kaffe og hvide sokker. Det er en skøn coffee table bog i et lækker format skrevet af 12 legendariske danske cykelryttere der har cyklet med de helt store: heriblandt Brian Holm, Per Bausager og Bjarne Riis.

Helt ærligt så kendte jeg ikke til ret mange danske proffer, eller faktisk ikke til ret mange proffer helt generelt og denne bog har virkelig være et sjovt indblik i en verden som forekommer mig så langt væk fra min motionist-cykel-verden, men alligevel så grundlæggende.

Bogen er bygget op som en samtale mellem de tolv tidligere proffer, der diskuterer eller måske rettere kommentrer på emner som “Lirens eller Ulirens”, “Konkurrencen”, “Træning”, “Smerten” med videre. Af denne form bliver det meget tydeligt at de tolv har en meget forskellig indgangsvinkel til cykling på trods af de har været udsat for den samme konkurrence og den samme træningsform. Emnerne bliver kommenteret med utrolig meget humor og “røver historie stemmer” som gør den let læselig virkelig underholdende!

På forsiden af bogen står der “Takt, tone og traditioner på landevejen” og jeg var bange for at det ville blive en helt roman om urimelige ting, man skal vide og huske, hvis man som cyklist skal køre med god stil på landevejen. Men jeg tog mig selv i at blive meget positivt overrasket. Ja, der er en del traditioner, som jeg måske ikke helt kan forstå hvorfor de holder ved,  fx “kør først med vanter når du kan se din egen ånde” (hvad nu hvis jeg fryser om fingrene før ???) elller “hav aldrig mere end en flaske med og den må ikke være større en 500mL” (?).

Andre traditioner synes jeg tjener et formål og understreger at cykling er en disciplinær sport: “mød til aftalt træningstid,” “hold din cykel ren og pæn”, “lad være med at pive eller brokke dig når det gør ondt” er fx blandt de helt geniale traditioner.

I øvrigt er det tydeliggjort hvordan cykling er en sport hvor smerte, hård træning og disciplin går hånd i hånd med æstetik, samarbejde og livsnyder-ånd. Vi tager den hårde bakke igen og igen, til vi ser sort og har helt smadrede ben, men så fortjener vi også en cola og en croissants, mens vi sidder i skyggen og kigger ud over middelhavet. På en eller anden fantastik måde handler konkurrencen om mere end bare at komme først, og selvom der hersker et stærk hieraki og en uigennemsigtig konkurrenceånd, så er der så meget respekt og æresfrygt profferne imellem, som er utrolig tiltrækkende.

Når man er ny motionist, og kun taler med andre motionister, så får man let følelsen af at det vigtigste er at man kører på de rigtige hjul og har en dyr cykel og det helt rigtige tøj, men i denne bog bliver det meget tydeligt at for profferne er dette kun noget der rigtig betyder noget når man kører løb. I træningen er det kilometerne der tæller og et halvfladt bagdæk og hagl og regn er bare bedre træning.

Nu rykker det virkelig i mig for at komme ud og køre rigtig langt når foråret kommer!

Kæmpe anbefaling herfra til denne skønne bog!

God læselyst