Kender du Eva? Hvis du bruger bare en lille del af din tid på det sociale medie Instagram er du med meget stor sandsynlighed stødt på et lækkert billede af hendes slanke figur perfekt placeret på en Festka carbon racer med åben vest og håret lystigt blæsende hen over ryggens krumning. Eller måske er du stødt på et smukt opstillet billede af en cykel kunstfærdigt pakket med alt, hvad man skal bruge til en 5 ugers cykeltur gennem det amerikanske bjørneland.

Eva inspirerer både os her på Vélorina og resten af verden med sine eventyr set fra sadlen og hun siger aldrig nej til en udfordring. Hendes speciale er langdistance cykling og tænk en gang at vi i danmark kan prale af en af kvindelig vinder af Race Across the West! Hun er i den grad et bevis på at vi kvinder sagtens kan vise fanen på en international cykelscene. Vi glæder os til at følge med i hvad hun finder på af crazy eventyr i fremtiden. Indtil da skal i få et par skarpe fakta om Eva:

Navn: Eva Synnestvedt Hansen

Niveau: Håbløst ambitiøs motionist ville jeg nok betegne mig som

Hvordan kom du i gang med at cykle? Meget kliché agtigt faktisk. Jeg havde et heartbreak som gjorde jeg havde brug for at opleve noget nyt. Min veninde der dyrkede Triathlon sagde jeg skulle tage min cykel og køre til Rungsted og tilbage igen – uden taske på ryggen (brugte min racercykel til at køre til og fra studiet). Jeg var med det samme hooked! Det var en fantastisk følelse. Derfra tog det fart da jeg sjældent gør ting halvt og mit første rigtige cykelløb var Århus-København.  Det gik super godt og jeg kastede mig derfor over ultra cykling.

Hvor meget cykler du? Jeg forsøger at cykle 5 gange om ugen, det lykkes for det meste 🙂

Hvor meget ville du gerne cykle? 5 gange om ugen 🙂

Hvorfor cykler du? Fordi det er en fantastisk sport – den får mig til at føle mig stærk, fri og giver mig nogle minder jeg ikke kunne få andre steder. Derudover er det en social sport og den del holder rigtig meget af.

Din bedste cykeloplevelse: Det er svært at vælge den bedste, jeg har lige været 5 uger i USA og cykler og har været mange steder rundt omkring i verdenen. Men den jeg er mest stolt af er min første plads til løbet Race Across the West. Det er et løb på 1390 km fra Oceanside, Californien til Durango, Colorado. En utrolig flot rute! Man har 90 timer til at gennemføre inkl pauser. Jeg vandt i tiden 76 timer og 1 min. Vi skulle blandt andet igennem en 500 km ørken der var 52 grader!

 

Din værste cykeloplevelse: Der er ikke en enkelt dårlig oplevelse jeg kan sætte finger på men jeg kan virkelig ikke lide de ubehagelige oplevelser der er med biler lidt for ofte i Danmark. Jeg er rigtig ked af at der ikke er plads til alle på vejene og at det lidt for ofte ender i rigtig farlige situationer.

Dit bedste råd til andre Vélorina’er: Kom ud og cykle uanset vejret – humøret bliver altid bedre!

Quote: Langsomt er hurtigere end at stoppe

Læs beretningen fra Eva og Simons tur til USA på deres blog couple of climbs og følg med på instagram.