Baggrunden for denne blog

Jeg hedder Katrine og jeg er simpelthen bidt at en gal ny-udklækket cykelrytter. I april 2017 begyndte jeg at cykle til og fra arbejde (23 km hver vej) på min mands gamle racercykel og jeg elsker det. Jeg elsker det faktisk så meget at jeg har lyst til at råbe det højt og kraftfuldt ud til hele verden – så nu har jeg lavet denne blog.

Jeg har så mange helt fantastiske oplevelser, som jeg bare ikke kan holde for mig selv og jeg synes at alle skal have chancen for at blive en del af det, hvad end det er ved at følge med her, eller måske, og aller-helst, selv blive inspireret til at komme afsted på cyklen på de danske landeveje.

Cykling er og bliver en fantastisk sportsgren og jeg kan også konstatere, at vi er mange derude som cykler. Jeg møder mange i stramme cykelshorts og neopren på de danske landeveje. Alle med flotte glatte skinnende solbrune ben, desværre oplever jeg også at de ben langt oftere tilhører en mand end en kvinde.

Hvorfor? Det har jeg tænkt meget over. Der er utrolig mange fordele ved cykling som gøre den til en rigtig god kvindesport. Hvorfor er der så ikke mange flere af os – kvindelige landevejscyklister – Vélorinaer?

Jeg tror selv jeg har været vidne til en del af svaret.

Egentlig begyndte mit cykeleventyr er par år tilbage. Min mand gav mig sin aflagte Cube cykel, da han skulle have en ny og smartere model. Jeg tror han synes, det kunne være hyggeligt at cykle et par ture med mig, så jeg begyndte stille og roligt at prøve nogle små korte ture. Det blev hurtigt klart at jeg syntes det var rigtig sjovt med vind i håret og let syre i benene ud over Amager Fælled, så min mand spurgte om jeg ville med til at cykelarrangement med ca. 80 andre cyklister, hvor vi skulle køre i et felt på en rute der var 60 km. Det ville jeg da gerne. Jeg tager altid en udfordring op og jeg ville gerne møde andre folk der cykler – måske man kunne blive inspireret!

Det jeg mødte var desværre slet ikke hvad jeg havde håbet. Først og fremmest var vi kun 3 damer i feltet som ellers bestod af mænd med meget dyre cykler og alt det smarte nyeste grej.

Der befandt jeg mig så, helt nybegynder, med en ”forkert” cykelhjelm et par lidt for store shorts, blege ben og en lidt for løs jakke. Det var meget tydeligt at jeg ikke hørte til, og jeg blev også behandlet derefter.

I et forsøg på at give situationen en chance for at vende sig til det bedre, forsøgte jeg at small talke med en af de nærmeste cyklister om pumpning af slanger, hvor til han spydigt pointerede at den cykleslange jeg havde brugt ikke havde en ventil der passede til profilen på mit hjul (det betød at ventilen var meget lang og stak langt ud parallelt med egerne på hjulet – noget som måske er vigtigt at undgå hvis man kører tour de France eller andre professionelle cykelløb – men som er aldeles ligegyldigt hvis man er motionscyklist). Han bemærkede også at min kæde var tør og at min cykel nok var lidt for stor – jeg var helt sat af.
Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at han nok bare var en idiot, men hele oplevelsen til det arrangement fik mig til at føle mig som en gennemsyret amatør – en nybegynder, der aldrig kunne nå op på et niveau hvor jeg kunne være med i deres liga. Faktum var dog, at mange af dem var småtykke familiefædre med flere penge på lommen end de havde kilometer i benene og så havde de et stort behov for at prale med deres statusgrej.

Og det er desværre ikke den eneste gang jeg har oplevet noget lignende. Desværre føler jeg at cykelverdenen ofte er en eksklusiv boble af privilegerede mænd der ikke værdier en et blik før man ved det hele og har det hele. Ofte har jeg oplevet at være halvt eller helt til grin fordi jeg ikke kender numrene på de dyreste gear grupper, eller vægten på en 111mm frempind, vigtigheden af et par Zipp hjul eller forstår hvorfor cykelsokker helst skal trækkes op til midt på læggen. Hvis jeg ikke ved hvor mange tandhjul der er på min kassette, eller nogle gange har svært ved at klikke ind i mine pedaler.

Min tanke har altid været at hvis bare jeg fik kørt nok kilometer så skulle alt det andet nok komme og en dag vil jeg ikke føle mig så dum, men er det bare mig eller er det ærgerligt at man skal føle sig så dum, når man egentlig bare gerne vil lære og lade sig inspirere af andre cyklister som er bedre og mere erfaren end en selv?

Jeg tror dog den dag er ved at være der nu. Jeg har en del kilometer i benene, og føler mig rigtig godt tilpas på min cykel – med andre ord har jeg fået cykelselvtillid. Så meget selvtillid at jeg har lyst til at råbe til hele verden, hvor dejligt det er at cykle. Jeg vil gerne være med til at italesætte hvordan kulturen omkring cykling kan virke ekskluderende og forhåbentlig skabe et rum, hvor kvinder og mænd, men især kvinder kan sætte fokus på nogle af de bagvedliggende ting som kan gøre en usikker når man dyrker denne sportsgren.

Denne blok skal ikke være en praletale eller endnu en ”se-hvor-langt-jeg-kører-om-ugen” reportage. Jeg vil gerne sætte fokus på alle de fede ting der gør cykling så perfekt en sportsgren og komme med tips of tricks til hvordan jeg inkorporere cykling i min travle hverdag.

Så velkommen til det er dejligt du vil være en del af mit personlige cykel-eventyr.

Vélorina